’Lille Søren’ fortæller om sit liv som regimentsmusiker

Udgivet i Reveille nr. 2, juni 2022

Som dreng kom jeg ud for en oplevelse, som var noget speciel. En stille sommeraften hørte jeg fra en nabogård, der havde en fodermester ved navn Edvind, som var i besiddelse af en fløjte med seks klapper, den franske melodi, som på dansk hed ’Under den hvide bro’, og som var ’in’ på det tidspunkt. Denne banale idyl betog mig totalt, og jeg var dybt forelsket i hans fløjtespil.

Jeg har været ca. 10-11 år og havde da fået lidt skolelærerundervisning i violin, og på det tidspunkt begyndte en uoverensstemmelse mellem far og søn. Ifølge min fars indstilling skulle jeg enten være landmand eller have en uddannelse i et fornuftigt levebrød, og så kunne jeg jo ellers dyrke mine ufornuftige ideer i min fritid. Nu var det i de tider så dan, at det var næsten umuligt at få en læreplads i almindelige gængse erhverv. Vi forsøgte overalt, men altid forgæves.

Så blev jeg tjenestedreng ved landbruget. Jeg fæstede mig hos husmand Jørgen Jensen, Ferritslev med fri lørdag eftermiddag, hvor jeg så tog til Odense og fik undervisning hos hæderkronede fløjtenist Marius Hansen – Odense Teaters tolvmandsorkesters kapelmester. Det blev kærlighed til god klassisk musik. Min lærer tog mig med til koncerter, hvor jeg spillede anden fløjte ved Odense Philharmoniske Selskab.

Nu aflagde jeg prøve til optagelse i Dansk Musikerforbund, og da fik jeg vind i sejlene. Jeg fik meget at lave og tjente meget mere end mine landsbykammerater.

Nu kom en af de største oplevelser i mit livsforløb. Jeg havde øvet i fuld tillid til min lærer Marius Hansen og kom en dag til undervisning som sædvanligt. Da sagde han til mig: ”Nu er der en tjenestemandsstilling ledig i Sønderborg ved 2. Regiments Musikkorps, og den skal du søge”. Det betød konkurrence, og det passede mig godt. Det sædvanlige for mig var blevet utilstrækkeligt. Den gang, få år efter genforeningen, følte man, at Sønderjylland var som noget fremmed, måske lidt udenlandsk. Efter samtale med min læremester var min far slet ikke positivt indstillet, men jeg pakkede, løste billet og mødte i februar 1925 til konkurrencen – og vandt. Jeg blev indkaldt i marts 1926. Det var næsten uforståeligt for mig selv at indse, hvad der skete. Jeg var nu ansat som tjenestemand i 2. Regiments Musikkorps, og stationeret i Sønderborg.

Det blev for mig en helt ny livsform, jeg blev iklædt Uniform og militærudstyr og blev indkvarteret blandt gode og behjælpelige kammerater. Helt uforståelig for mig var militærets disciplin og funktion, og tiltale og almindelig anvisning var for mig uacceptabelt. Jeg kan dog med rette sige, at alle var hjælpsomme og stort set kammeratlige mod mig.

Nu skulle jeg leve mit liv i Sønderborgs civile miljø, og det førte til mange uforståelige oplevelser, som forekom mig spændende. I Helgolandsgade 35 havde jeg fået et værelse hos et ældre ægtepar, Kryhlmann. Værelset lå i deres lejlighed, og her opstod mange mærkelige og sjove situationer – særligt med sproget, den sønderjyske dialekt, som jeg jo nu er helt fortrolig med. Fru Kryhlmann var syerske og skulle tit til kurser osv., og så var hendes mand, Jørgen, og jeg ene hjemme. Så sagde han: ”Hvis do køfe æ rom, så koche æ e vand,” og så fik vi ’grogger’.

Når vi havde tjeneste i Haderslev, måtte turen foretages med overnatning. Vi havde indkvartering på hotelværelser og oplevede Haderslev både ved dag og nat. Detaljer udelades!

Ligeledes når regimentet havde skydeøvelse. Det foregik i Borris, et typisk hedelandskab. Turen derop forløb med tog, og det var meget omstændeligt, med mandskab, udrustning, materiel, heste osv. Vi sov i telte, så det var meget primitivt. Det var en meget øde og barsk natur. Kl. 5 gik vi gennem lejren med musik – ”så står vi op”. Kl. 8 var der flaghejsning med lang tone ’gv agt’ og ’Der er ingenting der maner’. Kl. 12 var der middagskoncert, kl. 18 aftenkoncert, kl. 20 lang tone og flagstrygning, kl. 22 tappenstreg med musik gennem hele lejren – ’god nat’. Det var jo meget – og ingenting – og ensformigt. Turen varede 14 dage, og hjemrejsen var en nøjagtig parallel til udrejsen. En sådan beretning lyder jo helt usandsynlig og naiv i vore dage, men ikke desto mindre var det virkelighed.

Jeg er den eneste nulevende fra det allerførste korps. l marts 1926 blev jeg antaget som musiker, før jeg havde været på session. Det kom jeg først i maj samme år. Jeg mødte altså op på session i uniform. Jeg blev rekrut i tre måneder ved 18. bataljon i Sønderborg.

I 1932 blev musikkorpsene, undtagen Livgarden, nedlagt af sparehensyn. Tre måneders opsigelse og ingen pension under 30 år. Jeg var 25 år, og det var den gang katastrofalt, når man stod med familie. Jeg var meget ulykkelig herover. Jeg gik op til min chef, oberst Sander, og forklarede, at jeg havde set, at dommeren søgte en retsbetjent og spurgte, om han kunne hjælpe mig. Det kunne obersten klare, for han spillede bridge med dommer Thomsen. Få dage efter blev jeg antaget blandt 85 ansøgere. Jeg forblev ved retsvæsenet indtil 1941, for da blev der atter oprettet musikkorps ved hæren – og mit hjerte var trods alt ved hæren og musikken.

Den 1. marts 1941 blev jeg så atter militærmusiker. I 1942 kom ordren til, at alt militær i Jylland skulle flyttes østpå. Det var et led i Hitlers strategi om en Atlanterhavsvold. Det medførte, at Sønderborg kaserne skulle rømmes og regimentet stationeres i Fåborg, Vi havde en overvældende afsked her. Flaget på kasernen blev strøget, og vi spillede for sidste gang gennem byen med vemod i sindet.

Jeg havde krav på eneværelse i Fåborg og fik et hos ejendomshandler Møller Christensen, Klostergade 41. Det var rare folk, og jeg følte mig næsten som familiemedlem. Han gik meget op i, hvad der nu kunne ske, og rygter var der ikke mangel på. En lørdag formiddag blev der fortalt, at søndag morgen ville tysk militær komme og indtage vores militær, med eller uden magt, og dette rygte slog til.

Kl. 5 søndag morgen vækkede Christensen mig med Ordene: ”Nu er den dæleme gal, Sørensen.” Vi så ud af vinduet i et nærliggende gadekryds en tysk maskingeværafdeling placeret pegende i alle retninger. Jeg kunne tage civilt tøj på og gå under jorden – eller uniform på og gå forbi dem og se, hvad der ville ske. Jeg valgte det sidste, og straks kom en bevæbnet soldat og anholdt mig. Han forhørte mig om, hvor jeg skulle hen, og hvad jeg var. Jeg svarede, så godt jeg kunne, at jeg var musiker og skulle til kasernen. Svaret var ”ab”, og jeg matte gå spidsrod midt på gaden med opplantet gevær i nakken, indtil jeg var inden for porten.

Lidt senere fik vi at vide, at oberst Have som chef for regimentet lørdag aften havde afvæbnet soldaterne i barakkerne – under heftig protest. De ville skyde. Han matte sende sin adjudant over for at tale dem til rette, og han fik dem beroliget og sparede derved flere menneskeliv. Det var den 29. august 1943!

En skønne dag under middagsspisningen kom chefen kl. 12 og forkyndte med høj røst på tysk, at musikere var frigivet og skulle være herfra kl. 14. Der var stor glæde blandt os, og hjertet hoppede i brystet på os.

Vi fik et rejsebevis udstedt til vores hjem, med ophold på vores Fåborgadresse, hvor vi skulle klæde om til civil, og herfra måtte vi ikke mere bære uniform, da der var undtagelsestilstand. Krigen gik videre, og det berørte os i alt, hvad vi foretog os.

(Musikkorpset fortsatte i det små sin virksomhed i civil som ’Kofoeds Hornorkester’. Ved befrielsen var musikkorpset derfor stort set intakt, og kunne omgående trække i uniformerne og være med til at gøre befrielsesdagene festlige – red.)

Vi hørte efter befrielsen med til de allieredes besættelse af Tyskland, og jeg husker det som noget meget mærkeligt, at vi på skift blev udkommanderet ca. 3 uger til dette krigshærgede og bombarderede land. Som nogle af de første, blev vi indkvarteret i en stor beslaglagt villa i Itzehoe. De steder, vi skulle spille, var lagt. Vi var under engelsk anvisning, og spilleområdet var Itzehoe, Hamborg, Oldenborg, Bremen og Wilhelmshaven.

Jeg var med militærorkestret på en grønsvær ved Kruså, da de hvide busser kom med ca. 400 kister med henrettede og døde fra gaskamrene og Kz-lejrene. Med stilhed og stor andagt kørte busserne frem, og kisterne blev stillet på rækker med behørig afstand. Pårørende i stort antal kom fra hele landet for måske at finde en af deres kære. Vi skulle spille sørgemusik, men det var så voldsomt et indtryk, at musikdirigenten matte ’slå af’ på grund af tårer og sorg. Vi kunne ikke spille.

I året 1953 opstod der en forandring i vores tilværelse. Som det sidste led af Slesvigske Fodregiment blev musikkorpset forflyttet til Haderslev.

Efterkrigstiden indebar en god tid med hensyn til udvikling og fremgang på mange måder. Den 4. maj blev festdag for befrielsen, en glædesdag med tændte lys i alle vinduer. Som musiker ved Slesvigske Fodregiment oplevede jeg disse lysfester på kasernen. Festen sluttede med et fakkeltog gennem byen, kl. 10 den 5. maj, Haderslev Domkirke, og her var der passende indslag som ’Prins Jørgens March’, morgensang af ’Elverskud’ og en smuk tale af regimentschefen. Disse gribende indslag er stadig bibeholdt.

Sidste gang jeg medvirkede som musiker var i 1966. Med udgangen af 1966 blev jeg afskediget fra musikkorpset på grund af alder.

Jeg har faktisk haft fire dirigenter, nemlig i rigtig rækkefølge Tage Kristoffersen, Harald Jensen, Hans W. Kofoed og Bue Lund Nielsen. Knud Graugaard har jeg haft som vicedirigent.

Det var Kofoed, der gav mig navnet ’Lille Søren’. Vi var nemlig to med samme efternavn, og hver gang Kofoed sagde Sørensen, svarede vi begge. Jeg fik så navnet ’Lille Søren’ for jeg var jo lille og trind. Min makker blev så kaldt ’Store Søren’, for han var høj og slankere end jeg. Vi blev sådan en slags ’Fyrtårnet og Bivognen’, og vi havde det herligt med hinanden.