Udgivet i Reveille, oktober 1981
Den 29. august 1981 blev “INTERNATIONAL MILITARY MUSIC SOCIETY – DANISH BRANCH” en realitet. 10 Medlemmer var mødt op. Selvfølgelig kunne man have ønsket et større fremmøde, men på den anden side ser er det vel langt at rejse fra Aalborg, Hjørring eller Sønderborg til Slagelse for et 2-timers møde. Desuden var Hjemmeværnsdistrikt Roskildes Musikkorps (hvor vi nu har en del medlemmer) på det tidspunkt i Lauenburg, og vore medlemmer i stabsarbejdet ved Slagelse Tattoo kunne ikke afse tid til mødet. Så alt i alt var fremmødet nu ganske fint.
Mødet blev standsmæssigt indledt – Slagelse Tattoo havde sendt to buglers fra The Grenadier Guards til at blæse åbningsfanfare. Herefter bød I.M.M.S.’s ene danske repræsentant – Mogens Gårdbo – velkommen. En ganske særlig velkomst blev naturligvis givet til I.M.M.S.’s præsident – sir Francis Vivian Dunn.
Sir Vivian Dunn talte herefter. Han var glad og rørt over den fine modtagelse han havde fået (sir Vivian blev modtaget dagen før på banegården af Tattoochefen, Mogens Gatzwiller, de to danske I.M.M.S.-repræsentanter samt The Band of the 2nd Batallion The Royal Green Jackets). Han kunne oplyse, at I.M.M.S. var i stor fremgang overalt i verden – specielt var han imponeret over vor danske afdelings grokraft. En af foreningens vigtigste opgaver er – sagde han – at overbevise omverdenen om, at den militære musik ikke er en 2. rangs musik. Al musik skal være fuldkommen – det gælder den svære symfoniske musik såvel som den militære musik. Det, at spille en march med fuldkommenhed i udførelsen må og skal være en lige så stor udfordring for dirigent og orkester, som at spille al anden slags musik. Men når man den erkendelse, behøver militærmusikeren og militærmusikdirigenten heller ikke at føle sig underlegen i forhold til udøverne af den symfoniske musik. Sir Vivian sluttede med at overrække et signeret foto som gave.

Musikdirigent Erik Hammerbak, Fynske Livregiment, holdt derefter et meget spændende foredrag om Kongens Livjægeres Musikkorps, som han kaldte “verdens mest besynderlige musikkorps”. Livjægerkorpset bestod af byens bedste borgersønner, og de betalte selv for uniformer, våben og for musikinstrumenter til musikkorpset. Musikkorpset bestod udelukkede af halvmåner og valdhorn uden ventiler. De halve toner kunne man få frem ved at stikke hånden mere eller mindre ind i instrumentet. Oprindelig var instrumenterne beregnet til signalering, men det var mærliggende også at danne et musikkorps. Hvert kompagni havde 2 hornister, og da der var 4 kompagnier blev det samlede musikkorps altså på 8 musikere og 1 stabshornist. Komponister som DyPuy og Fröhlich skrev musik til dette mærkelige musikkorps. Erik Hammerbak viste eksempler på noder og spillee lydbånd med musik for valdhorn for at give et indtryk af klangen som den må have været i Kongens Livjægeres Musikkorps. Desværre er mange noder forsvundne, og Erik Hammerbak beder alle være på udkig efter arrangementer (håndskrevne), som kan tænkes at stamme fra kongens Livjægeres Musikkorps.
Man gik herefter over til at se på de foreslåede vedtægter for I.M.M.S. Danmark. Det har ikke været hensigten, at opbygge en vældig foreningsorganisation. Man blev da også på mødet enige om (med enkelte tilføjelser) at vedtage de enkle forslag til regler, som var sendt ud i forvejen.
I.M.M.S Danmark’s regler ser herefter sådan ud:
- I.M.M.S. DANMARK er en afdeling (branch) af “INTERNATIONAL MILITARY MUSIC SOCIETY”, oprettet i London den 1. januar 1977 – og fortsat med hovedsæde i England.
- Medlemsskab af I.M.M.S. DANMARK er åbent for enhver enkeltperson eller ikke-kommerciel sammenslutning.
- I.M.M.S. DANMARK udgiver bladet “Reveille” så ofte som stofmængden tillader det. Bladet er et supplement til I.M.M.S.’s blad “Band International”.
- Hvert år i august eller september holdes årsmøde, hvor kontingentet fastsættes og ledelse vælges.
- I.M.M.S. DANMARK ledes af I.M.M.S.’s officielle repræsentant i Danmark – samt en sekretlr til hjælp for denne. Valg af repræsentant og sekretær sker på hvert årsmøde.
- Formålet for I.M.M.S. DANMARK er sammenfaldende med I.M.M.S.’s generelle formål som er:
– at fremme interessen for, og støtte forskning i militærmusik, omfattende egentlig militærmusik, blæsemusik og brass-band.musik i hvilken form og af hvem den end udføres.
– at give mulighed for kontakter mellem militærmusikinteresserede – og
– at arbejde for, at pladeproducenter og radio/TV bringer militærmusik (blæsemusik) i samme omfang som andre musikformer. - Kontingentet skal være det beløb som skal videreekspederes til I.M.M.S. med et tillæg til drift af den danske afdeling. Kontingentet fastsættes på årsmødet.
Som repræsentant valgtes Mogens Gårdbo og som sekretær Lars Otto Kristensen. Kontingentet fastsattes til 100 kr. pr. år.
På mødet enedes man om, at søge holdt møder på landsdelsplan. Det er undertegnedes håb, at der kan arrangeres et møde på Sjælland i december/januar – bl.a. med visning af videoprogrammet fra Slagelse Tattoo.
Mødet var iøvrigt hyggeligt, uformelt og samtidigt lærerigt. En speciel tak til sir Vivian og til Erik Hammerbak. Også tak til Philip Markham, der på fin måde tog sig af tolkningen fra dansk til engelsk for sir Vivian.
Ingen kommentarer endnu